Vedtægter for
erhverv.net
Som vedtaget på generalforsamlingen den den 24. juni 2011

 

 

§ 1.

Foreningens navn er erhverv.net

 

Foreningens hjemsted er sekretariatet, C4 Videncenter, Hillerød

 

 

§ 2.

Foreningens formål er at drive erhverv.net

erhverv.net skal gennemføre erhvervsserviceaktiviteter over for en åben kreds af iværksættere og virksomheder.

Erhvervsservice kan bestå af information og vejledning om start, drift og udvikling af virksomhed samt virksomhedsoverdragelse. Endvidere kan afholdes netværksmøder, kurser og lignende kollektive arrangementer.

Derudover kan foreningen påtage sig erhvervsudviklingsaktiviteter bl.a. indenfor innovation, videndeling og videnopbygning herunder udvikling af menneskelige ressourcer og kompetencer samt anvendelse af ny teknologi.

 

Foreningen skal stimulere til etablering, udvikling og fremdrift af virksomheder i Nordsjælland.

 

§ 3.

Som medlemmer kan optages kommuner, erhvervsforeninger, mellemkommunale organisationer, eller andre organisationer, der i øvrigt, efter bestyrelsens skøn, har tilknytning til erhvervsfremme opgaven og/eller interesse i at fremme erhverv.nets formål.

Medlemmer har ret til tre repræsentanter i foreningens repræsentantskab. Det anbefales, at der fra kommunerne er repræsenteret en politiker, en fra ledelsen og en fra erhvervslivet.

 

 

Et medlem kan ekskluderes af foreningen, når bestyrelsen har truffet beslutning herom på et møde, der er indkaldt med fremhævelse af dette punkt i dagsordenen. Et ekskluderet medlem kan anke bestyrelsens beslutning til førstkommende generalforsamling, hvor det i givet fald skal behandles under dagsordenens pkt. 4.

 

§ 4.

Foreningen vælger ved den årlige generalforsamling, foreningens bestyrelse og formand.

Formanden for bestyrelsen vælges for ét år ad gangen.

Repræsentantskabet fastsætter de overordnede retningslinjer for bestyrelsens arbejde.

Repræsentantskabet skal have det reviderede regnskab overgivet inden generalforsamlingen.

 

Repræsentantskabet holder møder mindst én gang årligt - foruden den ordinære generalforsamling - og indkaldes af bestyrelsen med mindst 14 dages varsel. Bestyrelsen skal desuden indkalde repræsentantskabet, når mindst otte repræsentantskabsmedlemmer kræver det.

 

§ 5.

Stemmeberettigede er medlemmernes udpegede repræsentanter, og medlemmet må ikke være i restance..

  

Generalforsamlingen fastsætter kontingenter og øvrige bidrag efter forslag fra bestyrelsen til opkrævning forud på den af bestyrelsen anviste måde og betalingsdato.

 

§ 6.

Generalforsamlingen er den øverste myndighed i alle foreningens anliggender.

 

Generalforsamlingen indkaldes ved almindeligt brev eller e-mail til hvert medlem. I indkaldelsen skal angives dagsorden. Det reviderede regnskab skal udsendes sammen med indkaldelsen.

Der indkaldes med mindst 14 dages varsel og højst 28 dages varsel.

 

Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i januar eller februar måned.

 

På ordinær generalforsamling behandles følgende dagsorden:

 

1. Valg af dirigent.

2. Bestyrelsens beretning for det forløbne år.

3. Forelæggelse og godkendelse af det reviderede regnskab.

4. Forslag fra bestyrelsen, herunder handleplan og budget for indeværende år, fastsættelse af kontingent og øvrige bidrag fra det følgende år samt behandling af eksklusionssager i henhold til § 3.

5. Forslag fra medlemmerne.

6. Valg af bestyrelsesmedlemmer jfr. § 9.

7. Valg af formanden.

8. Valg af revisor, som skal være statsautoriseret eller registreret revisor.

9. Eventuelt.

 

§ 7.

Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen finder det nødvendigt, eller når mindst otte medlemmer indgiver skriftlig anmodning herom til bestyrelsen med angivelse af de forslag, der ønskes behandlet og bragt til afstemning. Bestyrelsen er pligtig til inden tre uger efter anmodningens modtagelse at indkalde med det i § 6 nævnte varsel.

 

§ 8.

Beslutninger på generalforsamlinger, herunder beslutning om ændring af nærværende vedtægt, træffes ved simpel stemmeflerhed. Hvis otte eller flere af medlemmernes repræsentanter fordrer det, skal afstemning ske skriftligt.

 

 

Til vedtagelse af beslutning om ændring af § 4 eller § 5 kræves, at 2/3 af de udpegede stemmeberettigede repræsentanter stemmer for forslaget, eller at der afholdes to generalforsamlinger indenfor én måned, hvor 2/3 af de fremmødte udpegede stemmeberettigede repræsentanter på begge møder stemmer for forslaget.

 

Til vedtagelse af beslutning om opløsning af foreningen kræves, at 2/3 af de udpegede stemmeberettigede repræsentanter stemmer for forslaget, eller at der afholdes to generalforsamlinger indenfor én måned, hvor 2/3 af de fremmødte udpegede stemmeberettigede repræsentanter på begge møder stemmer for forslaget.

Ved eventuel opløsning tillader foreningens formue medlemmerne proportionalt fordelt efter kontingentandelen.

Et medlem kan stemme for et andet ved skriftlig fuldmagt.

 

§ 9.

Foreningen ledes af en bestyrelse bestående af én repræsentant fra hver medlemskommune. Genvalg kan finde sted.
 
Bestyrelsen konstituerer sig selv med valg af næstformand. Kasserer og sekretær vælges ikke, da disse funktioner varetages af foreningens sekretariat.

 

 

§ 10.

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når formanden eller næstformanden samt to bestyrelsesmedlemmer er til stede.

Alle sager afgøres ved simpel stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.

 

Bestyrelsen forvalter foreningens midler til fremme af foreningens formål. Bestyrelsen påser iøvrigt, at foreningen drives i overensstemmelse med gældende love og med størst mulig hensyntagen til medlemmernes interesser. Bestyrelsen er berettiget til at anvende midler til erhvervsfremmende initiativer, der ligger inden for foreningens formål.

 

Bestyrelsen kan nedsætte udvalg til varetagelse af særlige opgaver.

Bestyrelsen kan antage lønnet personale i et sekretariat - herunder konsulentbistand.

 

§ 11.

For foreningens forpligtelser hæfter alene foreningens formue. Bestyrelsen skal ved indgåelse af aftaler på foreningens vegne sørge for, at medkontrahenten udtrykkeligt oplyses om, at eventuelle forpligtelser påhviler en forening.

 

 

§ 12.

Foreningen tegnes af formanden og ét bestyrelsesmedlem i forening eller tre bestyrelsesmedlemmer i forening.

 

§ 13.

Udmeldelse af foreningen skal ske med 6 måneders varsel til udgangen af et regnskabsår. Udmeldelse kan ske ved brev til bestyrelsens formand.

 

§ 14.

Foreningens regnskabsår er kalenderåret.

 

§ 15.

Foreningens regnskab revideres af den på generalforsamlingen valgte revisor. Revisor vælges for ét år og skal være statsautoriseret eller registreret revisor. Revisor kan genvælges.

 

 

 

 

Nyheder